Kære mor
Tak for alt – det vil der stå på din gravsten. Det er så kort. Men siger alligevel det hele. Tak for alt. Det hele. Alt du var. Alt du gjorde. Og alt du gav mig og resten af hele familien. Uden det var jeg ikke mig.
Jeg fornemmede lidt, at far måske gerne ville, at jeg sagde et par ord i forsamlingshuset. Men han bad mig ikke om at gøre det. Du kender ham. Sådan noget gør far ikke. Han beder aldrig om noget. Du kender også mig. Jeg holder gerne en tale. Og da særligt gerne til dig og far. Men ikke denne gang, mor. Det kan jeg ikke. Det hele vil drukne i tårer. Så du er bedre tjent med denne besked på mindesiden. For en sikkerheds skyld har jeg også lagt en kopi i kisten. Jeg er nemlig lidt usikker på internetforbindelsen, der hvor du er nu – selvom man ellers siger, at alt bliver gemt i skyen…
Det var det længste tilløb til en meget hurtig afslutning. Det er vel godt og vel 20 år siden, at du var til undersøgelse første gang. Hjertet fungerede ikke helt, som det skulle. Undervejs blev kontrollerne og besøgene på sygehuset hyppigere. Pacemaker fik du også. Men vi oplevede dig jo ikke som syg. Marianne begyndte ganske vist for 2 år siden at snakke om, at vi måske skulle begynde at holde julen, så I ikke skulle stå med det. Jeg skubbede det væk. Jeg syntes ikke, du var syg. Men det var du. Så selvom jeg ikke ville se det, så sneg der sig alligevel langsomt flere og flere ting ind, som du ikke kunne. Du var bare god til at skjule det. Du ville ikke lægge os til last. Hele dit liv har du altid afslået hjælp, men aldrig tøvet med at tilbyde den til andre. Så vi skulle ikke bemærke, at du kunne mindre og mindre. Men her de sidste 2 måneder gik det hurtigt ned ad bakke. Hjertet ville ikke mere.
Du tog herfra på en mandag morgen. Den smukkeste morgen i måneder. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Måske var det dig, der sidder deroppe og stråler ned på os. Det tvivler jeg dog lidt på. Jeg er ganske vist lidt usikker på det koncept med ham Gud. Men hvis han skulle være deroppe et sted, så tænker jeg, at det må være ham, der stråler ned på os som erstatning for, at han har berøvet os dit solfyldte væsen.
Du nåede vel nærmest lige at ramme en gennemsnitlig livslængde man kan forvente for din årgang. Jeg synes jo dit liv blev alt for kort. Jeg var slet ikke klar til at miste dig. Synes næsten lige det var i går, at du og jeg spillede tennis sammen. Og den anden dag, at du hentede mig fra en børnefødselsdag og fortalte mig, at jeg skulle være storebror. Alligevel er det bare så typisk for dig, at gemme dig i mængden af det gennemsnitlige. Det havde du det bedst med. Du havde ikke behov for at sole dig i andres beundring. Til gengæld – og noget af det jeg værdsætter dig mest for - har du altid haft en helt enestående evne til at være glad for det livet bød dig. Du stræbte aldrig efter et liv i sus og dus, polerede facader eller ligegyldige forbrugsgoder. Du kunne finde glæden i alt. Noget som både du og far har forstået til fulde, og som jeg da også har nævnt i en del af mine taler for jer. Jeg tænker, at det var noget, I havde med hjemmefra.
Kærlighed og interesse fra jer har vi børn aldrig savnet. Ej heller jeres børnebørn. Som far sagde til dig: ”Birgit – vi har gjort det godt. Synes du ikke”. Og jo det har I. Jeg har af gode grunde aldrig haft en anden far eller mor. Alligevel er jeg ikke et sekund i tvivl om, at I var verdens bedste forældre. Og du var min verdens bedste mor. Jeg kan huske, at jeg som lille dreng en gang sagde til jer, at når jeg døde, så ville jeg begraves og stå i en kiste ude i gangen. Rimeligt urealistisk – men samtidigt et vidnesbyrd om, hvor glad jeg var for jer som forældre. Jeg ville blive hos jer altid – for bedre forældre kunne man ikke få. Altid var I klar til at støtte og hjælpe. Utallige var de fodboldkampe du og far så mig spille. Et kærligt og varmt hjem, hvor vi vidste, at vi havde hinanden. Ikke en masse med kys, kram og følelser uden på tøjet. Mere en stille forståelse af en fælles kærlighed til hinanden. En omsorgsfuld opdragelse, hvor vi lærte at hjælpe til. Dengang syntes jeg, det var lidt træls med alle de opgaver. Opvask, græs der skulle slåes, hente morgenbrød, vaske bil osv. I dag kan jeg godt se, at det jo var jeres måde at sikre jer, at vi kunne stå på egne ben. Forhold jeg selv har taget med ind i mit eget voksenliv og prøvet at efterleve.
I kirken lovede du far at følges med ham til livet jer skiller. Det løfte holdt du. Naturligvis. Du svigtede aldrig et løfte og jeres kærlighed varede hele livet. Camilla sagde lige, at det bliver hårdt for farfar at miste dig. I var sammen om alt. I havde kun fælles venner. Samme fritidsinteresser. Selv det at handle gjorde I sammen. Til gengæld så kunne du måske også have lavet mad sammen med ham, så han havde lært det. Som far selv siger: ”Jeg flyttede direkte fra min mors kødgryder ud til jeres mors. Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg død af sult”. Men madlavning var dit felt. Og du var god til det og gjorde det med glæde. Så sent som i sidste uge var du meget optaget af, at far fik fundet opskriften på stegning af den perfekte juleand frem. Et 30 år gammelt udklip fra en avis. Da far så fandt opskriften, og vi gennemgik den, opdagede jeg, at den i alle de år har været helt unødvendig. Du kunne den jo udenad…
Med hensyn til far skal du ikke gøre dig bekymringer. Ham skal vi nok passe på. Han er meget ked af det nu. Det hele er blevet så tomt. Men det skal nok gå. Familien er stor og vennerne er mange. Og vi børn, børnebørn og svigerbørn har stadig brug for ham i mange år. Så du må lige have lidt tålmodighed.
Farvel mor – til vi ses igen
Din store søn (som du altid sagde, når du præsenterede mig for andre)
René
Vis flere
Vis mindre